Af Elizabeth Blicher, udgiver ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Førsteudgaven af Knut Hamsuns Sult (1890) er nu udkommet til glæde og gavn for alle, både dem, der kender romanen, og dem, som endnu ikke gør. Det er nemlig kun de færreste, der har læst Sult, som den udkom i sin samtid.
Hamsuns værk (som han ikke selv kaldte en roman) er udkommet i en tekstkritisk — og dermed
videnskabeligt gennemarbejdet — udgave på Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i kommission hos Gyldendal. Udgivelsen er baseret på førstetrykket, det vil sige den trykte bog, der dkom i København 1890. Hvorfor er det vigtigt? Jo, fordi Hamsun allerede mellem første og anden udgave (1899) ændrede i sin tekst og blandt andet fjernede den værste del af den blasfemiske tale mod Gud, som findes i bogens Tredje Stykke. Overraskende mange gange undervejs i sit forfatterskab ændrede Hamsun i sin debutroman, og i 1934, da den sidst autoriserede udgave kommer, er romanen slebet så meget til, at den kan siges at være en ny tekst. Der er skruet ned for det blasfemiske og det obskøne, og der er skruet op for det nationalistiske, især med et stærkt fornorsket sprog.
Den bog eller tekst, som det fleste har læst som Sult, er altså ikke nødvendigvis den tekst, der mødte samtiden i 1890, og som efter min bedste overbevisning er den mest originale. Den er i højere grad et historisk dokument, men den er også bedre rent æstetisk. De mange ændringer trækker værket i en retning, som står i modstrid med dens originale udtryk. Hamsun selv har til sin forlægger sagt, at han var så flov, at han ville skrive det hele om igen, hvis han kunne. Men det kan man heldigvis ikke, Sult overgår sig selv i sin nye form.
Værket udkommer i serien Danske Klassikere, men er dermed ikke danskernes. Det har sin egen litteraturhistoriske ret skrevet af en nordmand med orientering mod det intellektuelle København, som det var skik på den tid. Det er praktisk talt skrevet på dansk i sin oprindelige form, men med norske gloser og udtryk hist og her. Måske med en særegen norsk mentalitet? For det danske publikum er de norske gloser forklaret i noterne bagest i bogen, hvor de står sammen med en oversigt over stednavne og intertekstuelle henvisninger samt en samlet redegørelse for udgave- og tekstforhold. Der er sågar bragt et kort over Kristiania anno 1887, så man kan følge med, når hovedpersonen sjangler rundt i Kristiania! Bogens efterskrift er udarbejdet af professor emeritus Peer E. Sørensen og redaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Jesper Gehlert Nielsen, selve tekstudgivelse og noter ved Elizabeth Blicher.